En "Gammel" artikel

En "gammel" artikel.

Det er sjovt at kigge et lille års tid tilbage. Jeg fandt lige denne artikel som jeg lavede til Roskilde lokal avis. Det skal give mening at gå i skole. 

Husker tydeligt hvor motiveret og engageret jeg var. Det var en fantastik oplevelse at være en del af den process som vi startede den gang.

Billedet herover er et uddrag af den fulde artikel, som både var i Roskilde Avis og siden lagt på Roskilde kommunes hjemmeside.

Retorik og ordkløveri

Retorik og ordkløveri

Både på kurser jeg har afholdt og været med på som deltager, har jeg oplevet et sjovt fænomen. Det opstår når man lære en teori. Typisk teori om pædagogik eller kommunikation. Selv kan jeg svælge i bøger om emnerne og jeg holder absolut også meget af at lære fra mig af min viden.

Men bag enhver teori ligger der en hensigt om at den skal føres ud i livet. Et værktøj til udvikling. Det kan til tider forkomme mig at teoretikeren bag teorien, ideelt set, mener at der ikke behøves andre teorier/tekniker for at klare sig. Jeg skal være den første til at indrømme at jeg en gang imellem kan blive så optaget af dygtige forfattere, teoretikere og foredragsholdere at jeg for en stund glemmer at tænke bredt.

Sandheden er at en teori ofte er som en kæde. Den bliver ikke bedre end det svageste led. Det svage led er den som føre den ud i praksis. Lad os antage at teoretikeren har afprøvet sin teori og finpudset den så dens resultater er tilstrækkelig gode til at publicere. Så er det fremover læseren/lytteren som skal videreføre den og man kan ikke forvente at vedkommende kan gøre det lige så godt.

Man kan nå rigtig langt med at øve sig. Øvelse gør som bekendt mester. Alligevel oplever jeg nogen blive for optaget af teknikken i teorien frem for det essentielle i mødet med mennesker. Evnen til at være autentisk og ægte. Kommunikation og pædagogik kan gå fuldstændig i vasken når man bliver optaget af teknik. 

Et eksempel oplevede jeg for ikke så lang tid siden da jeg observerede en lærer i dialog med en oprørt elev. Læreren var uddannet i Girafsprog. En yderst anderkendt kommunikationsform, udviklet af den amerikanske psykolog Marshall Rosenberg. Det er det helt almindeligt at vi idag respondere "jeg høre hvad du siger". En retorisk perle, jeg første gang hørte på et intro møde om Girafsprog tilbage i nullerne. (jeg indrømmer der ligger en hvis ironi i "retorisk perle")

Det som var så spændende, var at læreren var så optaget af sin retorik (teknik) at hun faktisk ikke hørte hvad den oprørte elev egentlig sagde. Hun var havnet i et vakuum mellem sine egne mål for samtalen og sin ellers udmærkede kommunikationsform. Eleven endte med at blive mere og mere vred og hun følte sig mere og mere frustreret.

Væsentligt var det at hun glemte det vigtigste i samtalen. Sig selv! Hun var ikke ægte og ikke autentisk. Et af de bærende elementer i Girafsprog er netop den empatiske dialog. Eleven følte sig istedet talt ned til. Læreren endte selv med at blive frustreret og tabte sig selv i mødet med eleven.

Min påstand er at hun kunne have gjort det meget bedre hvis hun havde holdt sig til sin egen personlige stil. Ikke mindst burde hun have accepteret at Girafsprog ikke egner sig til alle situationer. At bruge de værktøjer vi får, hvad end det er til kommunikation, konflikthåndtering, pædagogik osv. er essentielt. Vi må bare ikke nøjes med ét værktøj. Husk at have flere værktøjer med i kassen så du ikke ender i retorisk ævl eller ordkløveri og brug dem alle, så du ikke glemmer dem.

Vigtigst af alt.....Så husk at være dig selv. Ægte og autentisk. 

Ærlighed i den rigtige mængde!

Ærlighed i den rigtige mængde!

Vi vil unægtelig helst høre sandheden. Eller vil vi? Vi ved sandheden kan gøre ondt og hvorfor så ikke bare leve videre uden at vide noget. Her er ikke tale om et ønske om at blive fortalt en løgn men snarer ønsket om at leve i uvidenhed. Sandheden skaber en situation hvor vi er nød til at forholde os til den og agere efter den. Måske.....

Men lige så besværlig sandheden kan være for modtageren, lige så besværlig kan den være for afsenderen. For det handler om samvittighed såvel som at skåne modtageren for ubehag.

Politikere lever med den virkelighed, hver dag og nogen vil måske hævde at det i dette tilfælde handler om at beskytte deres egen position mere end folkets bedste. Ikke desto mindre handler det om det samme. At dosere sandheden.

For den samvittighedsfulde kan sandheden desværre også gøre ondt værre, i allerbedste mening. En meget dygtig og samvittighedsfuld kollega til mig havde sort uheld. Den mail som bare ikke måtte komme ud blev sendt alligevel. Til trods for at det var blevet tydeliggjort at den ikke måtte komme ud. Kunden blev afsindig rasende. Med god grund.

Sandheden var at mailen var blevet genereret et anden sted i min kollegas navn, imens hun var på forlænget weekend. Desværre afsendt i hendes navn. Katastrofen var sket, bomben var landet.

Samvittighedsfuld som hun er, valgte hun sandheden...Forklarede hændelsesforløbet. Ikke for at vaske hænder men for at understrege at de nødvendige hensyn var taget, men en komuniksationfejl var årsagen. I stedet for at slukke branden, blev der hældt mere benzin på den bombaderede relation.

Helt utilsigtet blev virksomhedens truktur, kommunikation, procedure osv. offer for sandheden. Alt det som skulle vise at der var tale om en banal fejl, udstillede virksomheden som amatør.

Problemet var at kunden var i sine følelesers vold. Et stadie hvor forklaringerne er irrelevante eller opfattes negativt. Forklaringer høre til når kunden er klar og har genvundet tilliden til relationen. For det var her kunden blev udfordret. Tilliden til den direkte relation.

Det er så vigtigt at beskytte sin relation. Den skal selvfølgelig baseres på ærlighed. Men ærlighed er en del af relationen, ligesom venskab, business, kærlighed, fortrolighed, interesse. Relationen kan blive udfordret på ét punkt og tabes fuldstændigt. I det her tilfælde var det troværdigheden, som blev udfordret. Mailen i sig selv var irrelevant. Min kollega opdagede meget sent at det var hendes troværdighed som var problemet og ikke mailen og dens oprindelse. Det var tæt på at sætte dybe spor i relationen.

Relationen blev redet og endda styrket i sidste ende. Når vi vores relation bliver udfordret på ét eller flere punkter, skal vi tage ansvar. Hvis relationen føler sig svigtet og det i hans/hendes perspektiv ikke kan være andet end din skyld må man starte med "undskyld". Forklaringen kan komme når relationen er klar. Alt som er sket bagved er ligegyldigt, ind til videre. Det kan være 10 sec. senere. Måske en time senere, en dag, en uge. Måske aldrig. 

Min kollega følte det var frustrerende uretfærdigt at få skideballe af sin kunde. Men mailen var kommet fra hendes mailboks. Det er ikke kunden problem eller ansvar.

Dosering af sandheden kan gøre en kæmpe forskel. Jeg augmentere ikke for at lyve, dække over eller tilbageholde sandheden. Men timingen er essentiel for udfaldet af hvorvidt relationen bliver stærkere eller svagere.

Talent og potential

Talent og potential betyder at du ikke har gjort det endnu!

Hvad end det er du har talent for og potentiale til at nå er disse to parametre ikke nødvendigvis nok til at man lykkes, i bestræbelserne på at nå sit mål.
En forhindring kan være muligheden for overhovedet at få mulighed for at vise at man kan og vil. Ikke mindst at man har udviklingspotentiale og talent. Jeg syntes jeg vil dele et eksempel fra min tidligere arbejdsplads. Her fik jeg for en stund mulighed for at opleve hvordan en person kan gribe chancen og skinne igennem når muligheden kommer.


Ingen opgave var for stor eller lille
for Jonny. Her sjipper han med en
gruppe piger fra 5 klasse

Jeg arbejdede som koordinator i en institution for børn og unge, hvor kommunen havde sendt en praktikant. Han skulle være hos os nogle måneder. Mit umiddelbare indtryk var at Jonny ikke var den person vi manglede i vores team. Faktisk var det svært at se hvor han skulle passe ind. Men Jonny solgte sig overbevisende. Uden at oversælge viste han os at han havde potentiale.
Fra dag 1 ville han vise os hvad han var værd. Typisk falder kadencen hos en ny medarbejder efter et stykke tid, men ikke Jonny. Til gengæld viste han et talent for autentisk nærværd og ro sammen med børnene. En slider som ikke var bange for at tage fat. Præcis det vi manglede, på et tidspunkt hvor vi havde meget at lave.
Om det altid har boet i ham eller det er kommet med tiden ved jeg ikke men talent findes nogle gange hos personer vi ikke havde forstillet os. Jonny minder mig om at øjet kan bedrage og førstegangsindtrykket ikke nødvendigvis er et retvisende og fyldestgørende billede af personen. Det kan selvfølgelig også være med negativt fortegn, men lad mig her nøjes med at fremhæve den gode historie.
Glem ikke at der muligvis findes uudnyttede ressourcer, talent og potentiale i det personale som allerede findes. Ligesom der i nyt personale kan findes muligheder, som ikke kom frem til samtalen.
Åben sindet helt og nye perspektiver vil åbne sig.