Retorik og ordkløveri

Retorik og ordkløveri

Både på kurser jeg har afholdt og været med på som deltager, har jeg oplevet et sjovt fænomen. Det opstår når man lære en teori. Typisk teori om pædagogik eller kommunikation. Selv kan jeg svælge i bøger om emnerne og jeg holder absolut også meget af at lære fra mig af min viden.

Men bag enhver teori ligger der en hensigt om at den skal føres ud i livet. Et værktøj til udvikling. Det kan til tider forkomme mig at teoretikeren bag teorien, ideelt set, mener at der ikke behøves andre teorier/tekniker for at klare sig. Jeg skal være den første til at indrømme at jeg en gang imellem kan blive så optaget af dygtige forfattere, teoretikere og foredragsholdere at jeg for en stund glemmer at tænke bredt.

Sandheden er at en teori ofte er som en kæde. Den bliver ikke bedre end det svageste led. Det svage led er den som føre den ud i praksis. Lad os antage at teoretikeren har afprøvet sin teori og finpudset den så dens resultater er tilstrækkelig gode til at publicere. Så er det fremover læseren/lytteren som skal videreføre den og man kan ikke forvente at vedkommende kan gøre det lige så godt.

Man kan nå rigtig langt med at øve sig. Øvelse gør som bekendt mester. Alligevel oplever jeg nogen blive for optaget af teknikken i teorien frem for det essentielle i mødet med mennesker. Evnen til at være autentisk og ægte. Kommunikation og pædagogik kan gå fuldstændig i vasken når man bliver optaget af teknik. 

Et eksempel oplevede jeg for ikke så lang tid siden da jeg observerede en lærer i dialog med en oprørt elev. Læreren var uddannet i Girafsprog. En yderst anderkendt kommunikationsform, udviklet af den amerikanske psykolog Marshall Rosenberg. Det er det helt almindeligt at vi idag respondere "jeg høre hvad du siger". En retorisk perle, jeg første gang hørte på et intro møde om Girafsprog tilbage i nullerne. (jeg indrømmer der ligger en hvis ironi i "retorisk perle")

Det som var så spændende, var at læreren var så optaget af sin retorik (teknik) at hun faktisk ikke hørte hvad den oprørte elev egentlig sagde. Hun var havnet i et vakuum mellem sine egne mål for samtalen og sin ellers udmærkede kommunikationsform. Eleven endte med at blive mere og mere vred og hun følte sig mere og mere frustreret.

Væsentligt var det at hun glemte det vigtigste i samtalen. Sig selv! Hun var ikke ægte og ikke autentisk. Et af de bærende elementer i Girafsprog er netop den empatiske dialog. Eleven følte sig istedet talt ned til. Læreren endte selv med at blive frustreret og tabte sig selv i mødet med eleven.

Min påstand er at hun kunne have gjort det meget bedre hvis hun havde holdt sig til sin egen personlige stil. Ikke mindst burde hun have accepteret at Girafsprog ikke egner sig til alle situationer. At bruge de værktøjer vi får, hvad end det er til kommunikation, konflikthåndtering, pædagogik osv. er essentielt. Vi må bare ikke nøjes med ét værktøj. Husk at have flere værktøjer med i kassen så du ikke ender i retorisk ævl eller ordkløveri og brug dem alle, så du ikke glemmer dem.

Vigtigst af alt.....Så husk at være dig selv. Ægte og autentisk.